Showing posts with label julebryg. Show all posts
Showing posts with label julebryg. Show all posts

Friday, January 19, 2007

Jule Stenøl

Type: Sæson øl (8,1%)
Bryggeri: Thisted Bryghus, Thisted.
Karakter: 8/10

Juleøl fra Thisted Bryghus som er en udvikling af en tidligere julebryg og en øl som skiller sig voldsomt ud i forhold til de sædvanlige julebryg fra det nordjyske. Det er en overgæret øl som er lavet med lavasten. Hvor i processen de har været brugt er dog et godt spørgsmål.

Den har en mild duft af malt som også er tydelig i smagen, men denne er alligevel lidt ubestemmelig. Det er en MEGET mørk øl, men den er på ingen måde tyk og det heller ikke tydeligt at den trækker hele 8,1 % - det betyder dog at det er en øl som man bør have respekt for. Malten træder igen frem i eftersmagen men det er dog ikke så tydeligt.

En ganske anderledes julebryg som kan anbefales men det skal også pointeres at det er vigtigt at den nydes godt afkølet.

Wednesday, December 27, 2006

Carlsberg 47

Type: Sæsonøl (7,0%)
Bryggeri: Carlsberg, Valby.
Karakter: 7/10

Carlsberg 47 er første gang brygget i 1972 for at fejre bryggeriets 125 års jubilæum og er derefter brygget hvert år til jul.

Her er tale om en øl med en meget mørk gylden farve og en duft af karamelmalt som er ganske tydelig. Smagen er lidt anderledes end de fleste. I starten kan man tydeligt smage de malte som er brugt i øllet, men disse bliver ret hurtigt overdøvet af den bitre, men også friske, smag af humle hvilket ikke er så normalt når det tales om julebryg. Eftersmagen er ret neutral i starten men efter kort tid fornemmer man igen humlens bitterhed - igen noget som er atypisk for den traditionelle julebryg.

I det store hele er der her tale om en øl som jeg synes godt om. Humlen gør at den er knap så hidsig i eftersmagen og det er noget der tiltaler mig. Uden tvivl en af de bedste julebryg jeg har smagt - men igen - jeg er heller ikke den store fan af den type øl!

Thursday, December 14, 2006

Gourmetbryggeriet - Jingle Ale

Type: Sæsonøl (7,3%)
Bryggeri: Gourmetbryggeriet, Roskilde.
Karakter: 5/10

Ret mørk og "cloudy" øl med en meget krydret duft og kraftig smag af malte. I følge etiketten skulle den være krydret med både kanel og muskat men det er efter min bedste overbevisning svært at finde i duften og den kraftige maltsmag overdøver eventuelle nuancer i smagen.

Jingle Ale kan sammenlignes med AZ Ale no. 16 fra Refsvindinge - dog er nærværende øl mindre maltet.

Sammenlignet med andre julebryg så ligger den ikke så langt fra den traditionelle mørke bryg dog er den ikke så sød som flere af de store mærker. Samlet set så er det ikke lige min kop te (eller skal det være kop øl) så den kan ikke snige sig længere op end på et 5-tal.

Friday, December 8, 2006

Blå Albani Julebryg - "Blålys"

Type: Sæsonøl (7,0%)
Bryggeri: Albani, Odense.
Karakter: 7/10

Blålys er den ene af to julebryg som fabrikeres hvert år til jul af fynske Albani. Den røde, som går under navnet "rødhætte", dukker op her på et senere tidspunkt.

Blålys er en mørk gylden øl med en ganske kraftig smag - primært grundet den høje alkoholprocent. Denne skiller sig ud fra andre julebryg ved at være mindre maltet og mindre krydret hvilket falder i min smag da jeg generelt ikke er så meget for øl med en meget maltet karakter.

Generelt set en ganske udemærket øl, men grundet de høje procenter og den mindre kraftige smag er det essentielt at den nydes afkølet da man ellers tydeligt kan smage alkoholen.